Blandede følelser

Så er jeg efter anbefaling(læs ordre) fra jordemoderen blevet delvist sygemeldt - dvs efter aftale med min forstående chef går jeg hver dag hjem et par timer før normal tid.

Nu er det jo ikke fordi, at frk. baby pt vejer det helt vilde (en god liter mælk iflg. jordemoderen)men den sidste halvanden måneds tid har jeg haft mega avs pga. den kære løsning kroppen er nødstedt til at gennemføre, for at der er plads til at frk. baby om 11 uger (minus en dag) efter planen skal komme til verden.. Og når man så sidder på en kontorstol dagen lang (jo jeg har hævesænkebord så jeg kan stå op - nej det hjælper ikke) så sidder man skisme godt nok og presser endnu mere på understellet end godt er. Efterhånden kunne/kan jeg knapt rejse mig fra stolen, og når jeg kom/kommer hjem kunne jeg kun ligge på sofaen/sengen..

Ergo: -ingen motion (hvilket jo er rimelig vigtigt - og eftersom min motion går ud på, at jeg går 30 min, var det jo rimelig skidt, at jeg ikke engang kunne hold til det!)

Det er så her jeg er pt, næste uge er første uge med det nye "tiltag" - og jeg er skismus lidt spændt!

-hjælper det? (nok)

-hvad siger den del af min hjerne, hvor mit workaholic-gen sidder, til det?

-hvor mange gange skal jeg høre at "graviditet ikke er en sygdom" og "jamen, du har da langt endnu?" (ja tak der er langt endnu, men det gør det altså ikke mindre ondt af - nej, det er ikke en sygdom, men hvis du ikke kan lette dit korpus fra en stol uden at skære grimasser af smerte,så ville du nok også gå hjem..)

Men mest af alt glæder jeg mig til at få mit liv tilbage - og evt til at kunne nå i svømmehallen inden lukketid og tag en enkelt flyde-tur eller tre..

Og til at forhåbentligt ikke længere have så pokkers ondt :)

(29+1 kg og cm satus quo)